Selvom du passer godt på dine tænder, børster dem både morgen og aften, bruger tandtråd og går regelmæssigt til tandlægen, kan det ikke altid undgås, at der opstår caries. Vi forsøger alle at undgå caries, men hvis først der er opstået et hul, er der mange gode grunde til at få det lavet hurtigt. En tandfyldning sætter en stopper for caries så du undgår, at hullet bliver større og giver flere gener.
Hos Haderslev Tandklinik tilbyder vi professionel hjælp til tandfyldninger. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til vores tandfyldninger, eller hvis du vil booke en tid.
Typer af fyldninger i tanden
Førhen blev fyldninger lavet med sølvamalgam, der indeholder små mængder af kviksølv. I dag er fyldninger med kviksølv blevet udfaset, og i stedet laves der fyldninger i andre materialer. Dette kan eksempelvis være plast.
Hvilken type fyldning, der vælges til at lukke et hul med, afhænger af den enkelte patients ønsker, men også af, hvad der er mest fordelagtigt, da der er forskel på, hvor godt de forskellige materialer holder i længden. Langt de fleste tandfyldninger laves i dag med plast, men der kan også laves fyldninger i porcelæn eller guld.
Fordelen ved plastfyldninger er, at de er mere usynlige end fyldninger i f.eks. guld. Plasten er nemlig lavet af tandfarvet plast og er derfor ikke i en farve, der skiller sig lige så meget ud, som guld og sølv gør. Porcelænsfyldninger er generelt dyrere løsninger, men de holder til gengæld godt og giver en flot, glat og tandfarvet hvid overflade.
Hjælp til gamle og nye tandfyldninger
Uanset om du har brug for at få erstattet en gammel fyldning, eller om du skal have lavet en ny tandfyldning, så kan vores dygtige team hjælpe dig. Hvis du har tabt en fyldning i en tand, er det især en god idé at få lavet en ny, da den blottede tand er mere skrøbelig for nye cariesangreb. En tand med nyt hul forårsaget af caries er også vigtigt at få lavet en fyldning i.
Hos Haderslev Tandklinik kan vi udføre alle former for fyldninger, og det gælder både enkelt- og flersidede fyldninger, og vi kan også hjælpe dig, hvis det drejer sig om en fyldning tæt på nerven.
Med moderne teknologi er fyldningerne, også kaldet plomberne, sværere at se. Alt efter behov og ønsker kan du derfor eksempelvis udskifte dine gamle sølvfyldninger med fyldninger i plast. Rent praktisk er det dog ikke nødvendigt at udskifte gamle sølvfyldninger, medmindre fyldningerne er gået i stykker eller har forårsaget en revnet tand.
Hvorfor få lavet en fyldning i tanden?
Jo længere tid bakterier får lov til at brede sig og lave hul, jo større risiko er der forbundet hermed. Hvis du f.eks. har et cariesangreb i tyggefladen i en kindtand, kan hullet blive så dybt, så bakterierne kan trænge ned i tandroden og forårsage betændelse dér. Hvis betændelse opstår og breder sig ud i kæben, er der risiko for at udvikle sygdomme i hjerte, hjerne og lunger. Betændelsen kan nemlig spredes med blodet, hvis tilstanden bliver omfattende nok.
Selvom risikoen for dette er meget lille, er den der, og derfor er det altid en god idé at behandle caries, da caries kan udvikle sig til betændelse og sprede sig. Caries stoppes ved, at man renser tanden og lægger en tandfyldning. Små huller kan ikke mærkes, så hvis først et hul i tanden har fået det til at gøre ondt, er det på tide at få lavet en fyldning. Kontakt os og lad os hjælpe med at fylde din tand, så du er beskyttet i fremtiden.